CrossBridge sætter ild til olie og gas

De store flammer bekymrede flere beboere i Fredericia.

Det Fredericia baserede raffinaderi CrossBridge har i løbet af i dag haft gang i flammerne. På trods af at flere beboere har anmeldt det til brandvæsnet, er det en normal procedure, siger pressechef Torben Øllegaard Sørensen.

På afstand ligner flammen fra raffinaderiet, at der er ild i en telefonmast. Det er netop også den anmeldelse, de har fået i Trekantbrand. Tirsdag morgen var flammerne også ekstra store, siger pressechefen.

”Det er dog en helt normal procedure, der er nødvendig efter et vedligeholdelsesstop”

Som man kan se på billedet ovenfor, er det heller ikke en ubetydelig flamme, og den kan ses på flere kilometers afstand.

I branchen hedder afbrændingen af olie og gas ”at flare.”

”Når man raffinerer råolie, så kan man ikke undgå, at der sætter sig noget på indersiden – det hedder koks,” siger Torben Øllegaard Sørensen.

Koksen skal fjernes en gang om året, hvilket kræver en nedlukning af produktionen. Det er især ved genopstarten, at ’flaren’ kommer i brug, da det er en kompliceret proces at raffinere olie, som kræver, at der er minutiøst styr på tryk og temperatur.

Branden fungerer dermed som en slags sikkerhedsventil, hvorfra man kan lukke energien ud, når man ikke har 100 procent styr på graderne og processen.

”Det er jo ikke så heldigt, at man brænder gas og olie op i luften midt i en energikrise. Vi ville selvfølgelig langt hellere sende energien ud til borgerne, men det er desværre ikke muligt på grund af sikkerhedsforanstaltningerne,” Siger Torben Øllegaard Sørensen.