Fra 1. november vil der være ny rektor på Fredericia Gymnasiums gange. Efter mere end tredive år i rektorrollen erstattes Poul Erik Madsen af Jørgen Lassen.
Af: Pelle Taus Kruse
I sidste måned stoppede Danmarks længst siddende rektor, Poul Erik Madsen. Han afløses af Jørgen Lassen, som de seneste tre år har været rektor på Vejle Tekniske Gymnasium.
Det kan være store sko at udfylde, men forhåbningerne til Jørgen Lassen er ikke til at tage fejl af: ”Vi er meget glade for, at vi nu ansætter Jørgen Lassen. Jørgen kommer med en meget solid og faglig baggrund, og vi glæder os meget til samarbejdet,” fortæller bestyrelsesformand for Fredericia Gymnasium, Anders Axø, i en pressemeddelelse.
Selv var Jørgen Lassen aldrig i tvivl om, at han skulle søge stillingen: ”Skolen er velrenommeret. Den ligger centralt i landet, har en vis størrelse, og så er det bare en spændende udfordring. Det er ganske enkelt et drømmejob, som jeg ikke kunne lade være med at søge.”
Trivsel er altafgørende
Selvom Jørgen Lassen endnu ikke er startet i sit nye virke, har han allerede gjort sig en række overvejelser om, hvordan skolen fremover skal ledes: ”Trivsel er vigtigt for mig. Den er altafgørende for læringen og lysten til at knokle hos de unge. Alle skal inddrages, alle skal have lov til at blive set, og så er det vigtigt, at man er der for hinanden.”
Udover øget fokus på trivsel ønsker han at sætte en stopper for den elevnedgang, gymnasiet har oplevet over de seneste år, hvor der – ifølge Børne- & Undervisningsministeriet – fra årgang 2020/2021 til 2021/2022 var et fald på 47 elever på STX-uddannelsen.
Foruden bedre trivsel og en fremtidig vækst i antallet af elever har Jørgen Lassen ikke yderligere indledende visioner. Han har stor respekt for skolens lange historie og mener desuden, at skolen allerede står stærkt. Eventuelle forandringer vil derfor implementeres undervejs: ”Jeg stikker en finger i jorden, når jeg ankommer. Vi går ikke fra sort til hvid. Kerneydelsen er undervisning. Den skal vi i fællesskab skabe de bedst mulige rammer for, og det glæder jeg mig virkelig meget til at stå i spidsen for,” afslutter Jørgen Lassen.