Eksercerhuset satte rammerne for Fredericias Tyrolerfest i lørdags. Nogle af de midaldrende deltagere synes, at musikken mest henvendte sig til de unge, men de unge ved ikke, at tyrolerfesten eksisterer.
Af Telma Svangtun Eriksen
Musikken rungede hult til tyrolerfesten i Fredericia. Den var nemlig henvendt til de unge, men en kort rundspørge på Fredericia Gymnasium gør det klart, at de unge ikke aner, at tyrolerfesten findes.
”Jeg tror aldrig, at jeg har hørt om det,” sagde de fleste elever, mens nogle få kendte til konceptet, fordi deres forældre eller onkel var med.
Hvis de unge skulle trække i lederhosen og dirndl, forslår de for eksempel, at festen bliver brandet bedre på sociale medier som Instagram. Men det er ikke det eneste forslag.
”Det kunne også være fedt, hvis der var konkurrencer, hvor man kunne vinde en øl,” foreslår en anden elev.
En sløj omgang
I lørdags åbnede dørene for 448 gæster til den udsolgte tyrolerfest i Fredericia. Efter to års aflysninger var fredericianerne forventningsfulde, da de trak i tyrolertøjet.
En af dem var Heidi Nielsen, som var afsted for fjerde gang. Hun var afsted med sin familie og en veninde. De havde alle sammen glædet sig til ’schnitzel mit alles’, live band og DJ, men var alle enige om, at det var en sløj omgang. Der var ingen jägerbombs eller saltkringler – og især musikken var de skuffede over.
”Det var meget ny musik, der ikke havde noget med tyrolerfest at gøre. Der plejer at være DJ Ötzi, men det var der heller ikke. Hvis jeg vil høre dakke-dak, kan jeg gå på diskotek,” siger Heidi.
Selvom Heidi og hendes følge var skuffede, havde de en god aften.
”Men hvis der ikke bliver gjort noget, vil jeg ikke komme næste år, tror jeg,” afslutter hun.
Flere har desuden udtrykt deres utilfredshed på Facebook, men de negative kommentarer er blevet fjernet.
Det har ikke været muligt for direktøren for EventC, som er arrangøren bag tyrolerfesten i Fredericia, at afsætte tid til at give en kommentar.