Speedwaybanen i Fredericia er for lille til, at de store speedwaycykler må køre. Derfor håber klubben, at de kan få bygget en multiarena, som er stor nok til, at de kan afholde store løb, og som vil kunne holde fast i deres unge kørere, når de bliver ældre.
Af: Sofie Wegger Jespersen og Rasmus Hinge Troldborg
I Fredericia Motor Klub håber de på at kunne sætte Fredericia på verdenskortet ved at bygge en stor multiarena, der kan rumme en endnu større speedway bane, end den de allerede har.
“Den nye bane vil betyde alt for klubben. Den ville få Fredericia på verdenskortet. Vi ville kunne holde liga-matches og trække grand prix’er til byen,” forklarer Randy Munkholm, som er bestyrelsesmedlem i klubben.
Speedway er en motorsport, hvor man kører omgange på en oval grusbane med en speciallavet motorcykel. Man kører oftest fire mod fire, ad fire omgange, og hvert løb tager cirka et minut. Sporten er meget udbredt i Nordeuropa, og Danmark har mange gange vundet verdensmesterskabet.
Tvinges væk
Lige nu er speedwaybanen ikke stor nok til at have de store 500 kubikcentimeter motorcykler kørende, og det tvinger de unge over 18 til at rejse videre til en anden by, hvis de vil forfølge speedway-drømmen.
“Når man skal op på de store cykler, kan man ikke anvende banen i Fredericia længere. Det betyder, at klubben mister medlemmer og frivillige. Hvis de fremover kan blive, vil det betyde rigtigt meget for klubben og byen,” siger Randy Munkholm.
17-årige Christoffer Friborg, som har en drøm om at rykke op til de store 500 kubikcentimeter cykler, kører stadig rundt på sin 85 kubikmeter cykel, som er beregnet til yngre og mere uerfarne kørere.
”Speedway er stort set alt, jeg bruger min tid på. Jeg bliver snart for gammel til at køre på den cykel, jeg kører på nu, og jeg skal derfor flytte fra byen. Hvis vi får en multiarena, vil jeg kunne blive i den klub og by, jeg bor i. ”
Hvis multiarenaen, som klubben er i dialog med kommunen om, kommer i hus, vil det ikke kun være speedwayklubben, der får gavn af den. En del af planen er, at den også vil kunne bruges til andre larmende udendørssportsgrene såsom jagt og motorcross.