Hjemløsheden er steget i Fredericia Kommune siden 2019. De hjemløse skal hurtigt i deres egen bolig og have hjælp fremfor at opholde sig i herbergerne. Det fremgår af en ny strategi, som er indgået i samarbejde med kommunen og boligorganisationerne.
Af Emilie Rosenberg Brandt
Hjemløsheden er faldet på landsplan siden 2019. Det er dog ikke tilfældet i Fredericia Kommune. Der er kommet 21 flere hjemløse de sidste tre år, så der nu er 62 hjemløse i kommunen. Det fremgår af rapporten ”hjemløshed i Danmark” fra september 2022, som er udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Løsningen på den stigende hjemløshed skal findes i strategien ”housing first”. I maj 2022 samarbejdede boligorganisationerne og Fredericia Kommune om en aftale. Den handler om, at kommunen har ret til at tilbyde boliger til de hjemløse.
Akut brug for bolig
Aftalen er dog ikke kommet nogle hjemløse til gode endnu. Det skyldes, at de boliger, der udbydes, ikke er til at betale for de boligsøgende.
Fredericia Kommune har derfor ansøgt til Bolig- og Planstyrelsen om et tilskud til at nedsætte huslejen til boligsøgende i en skrøbelig økonomisk situation. Det synes Jens Christian Lybecker, direktør for boligselskabet boli.nu, er en god idé.
” Vi synes, det er en fantastisk god mulighed. Det virker uhensigtsmæssigt, at man har et maks. beløb, hvis man har en borger, man skal hjælpe på vej og markedslejen ligger på et andet niveau, ” siger Jens Christian Lybecker.
Kirkens korshær stemmer i
”Der er evidens for housing first strategien, så jeg tænker, det er rigtig godt, ” siger Bjarne Dahlmann, forperson i Udsatterådet og leder af Kirken Korshærs varmestue i Fredericia. Det er et dagtilbud for hjemløse og andre udsatte i Fredericia. Han ser dog stadig behovet for et herberg, der kan hjælpe de hjemløse, der har akut brug for et sted at overnatte.