Selvom corona på landsplan har gjort det sværere at rekruttere frivillige til foreningslivet, gør Gymnastikforeningen G94 en stor indsats for at holde fast sine instruktører.
En undersøgelse fra DIF viser, at næsten halvdelen af landets foreninger var udfordrede i at åbne deres aktiviteter efter utallige corona-nedlukninger. Selvom det satte en stopper for en stor del af det danske foreningsliv, har Fredericias største gymnastikforening, Gymnastikforeningen 94, taget flere forskellige initiativer for at gøre det attraktivt for de unge at blive instruktør.
”Vi giver dem ansvar, allerede når de er 10-12 år. De bliver nærmest sendt i mesterlære,” siger bestyrelsesformanden, Gitte Bendixen.
Derudover prøver foreningen at skabe et socialt liv ved f.eks. at give de frivillige en tur til Djurs Sommerland – eller ved at tage alle instruktører ud at spise efter den årlige opvisning.
Gitte fortæller, at andre i området dog har problemer med at skaffe frivillige til at instruere de forskellige hold.
”Så på det punkt er vi atypiske, for vi har mange instruktører,” siger hun.
Nyt ungeteam
Problematikken kan Arne Kragelund, bestyrelsesformand for Erritsø Gymnastik- og Idrætsforening, nikke genkendende til.
”Vi mangler instruktører for de 10 til 16-årige. Det er et problem, når vi søger dem, der har alderen til at være vilde unge,” siger han.
Arne og hans kollegaer har sat et ungeteam i søen for at trække de unge til. Her kan nogle af de unge få lov til at sidde med til bords, når der skal tages beslutninger.
”Det er vigtigt for os at vise de unge, at det er noget værd at være frivillig hos os – og det kan ungeteamet hjælpe os med,” siger Arne.
Han vil gerne sætte fokus på, at man som frivillig får en masse læring og selvtillid ved at undervise, som de unge kan tage med videre i livet.
”Jeg skriver mange anbefalinger om året, som måske skal have et job som flaskedreng – og jeg oplever, at de er glade for erfaringen, som foreningslivet har givet dem,” afslutter han.